Ombordladeren er bilens elektriske omformer til opladning med vekselstrøm. Den tilpasser energien fra en AC-ladekilde til batteriets behov for jævnstrøm. Dens kapacitet er en af de grænser, der bestemmer, hvor hurtigt bilen kan lade hjemme eller ved en almindelig AC-ladestander.
Ladeboksen og bilens lader har forskellige roller
En almindelig AC-ladeboks stiller en kontrolleret strømforsyning til rådighed og kommunikerer blandt andet om tilladt strøm. Selve omdannelsen til batteriets jævnstrøm sker i bilen. Derfor giver en større boks ikke automatisk en højere ladeeffekt, hvis bilen ikke kan udnytte den.
Ombordladeren indeholder effektelektronik til omformning og regulering. Den skal samarbejde med batteristyringen, som fastlægger acceptable ladebetingelser. Opladningen kræver således mere end blot den rigtige stikform: forsyning, kommunikation og bilens egne systemer skal også fungere.
Én fase og tre faser giver forskellige muligheder
En enfaset lader bruger én fase til energioverførslen, mens en trefaset løsning kan udnytte tre. Ved omtrent 230 volt mellem fase og nul og 16 ampere pr. fase svarer det idealiseret til cirka 3,7 kW på én fase eller 11 kW på tre, når effektfaktoren er tæt på én.
Tallene er regneeksempler på tilført effekt, ikke et løfte om præcis energitilførsel til batteriet. Tab og øvrigt forbrug skal også medregnes. Bilens understøttede faser, strømgrænser og installationen bestemmer, hvilken kombination der faktisk kan bruges.
Den laveste relevante grænse bestemmer
Sæt en bil med en ombordlader på højst 11 kW til en 22 kW AC-stander: bilen får ikke af den grund en ombordlader på 22 kW. Kabel, installation, belastningsstyring og bilens indstillinger kan begrænse yderligere. Standerskiltet fortæller om en mulighed, ikke nødvendigvis den aktuelle levering.
En installation med dynamisk belastningsstyring kan midlertidigt sænke strømmen, når andre apparater bruger meget. En lavere effekt om aftenen kan derfor skyldes forhold uden for bilen. Sammenlign under kendte betingelser, før en enkelt session bruges som bevis for en defekt komponent.
DC-ladning benytter en anden omformningsvej
Ved almindelig DC-hurtigladning foretager udstyr uden for bilen den grundlæggende omdannelse til jævnstrøm. Bilens AC-ombordlader er derfor normalt ikke den komponent, der sætter hurtigladeeffektens grænse. Batteri, spændingsarkitektur, temperatur og ladestation har stadig afgørende betydning.
En bil kan således have moderat AC-kapacitet og langt højere DC-kapacitet. De to tal beskriver forskellige driftsformer og bør sammenlignes hver for sig. Enkelte konstruktioner deler eller integrerer effektelektronik på særlige måder, så komponenternes fysiske placering kan ikke udledes af betegnelserne alene.
Hvis AC virker dårligt, men DC fungerer
Denne forskel kan hjælpe med at afgrænse fejlsøgningen, men udpeger ikke automatisk ombordladeren. Kabel, AC-forsyning, stik, kommunikation og indstillinger er også relevante. Notér fejlbesked, ladested og om problemet gentager sig ved en anden kompatibel, kendt fungerende ladekilde.
Forventet ladetid skal beregnes ud fra det ønskede energitilskud og den reelle gennemsnitseffekt. Ved vedvarende fejl kræves modelspecifik diagnose. Ombordladeren er en del af højspændingssystemet, og dens indre er ikke egnet til egen fejlsøgning med almindeligt værktøj, selv om bilen er parkeret og slukket.