En intercooler, også kaldet ladeluftkøler, sænker temperaturen på den luft, som en turbolader eller kompressor har komprimeret. Den arbejder i indsugningssystemet og skal afgive varme uden at skabe unødigt stort modtryk i luftstrømmen.
Kompression gør luften varmere
Når turboens kompressor hæver luftens tryk, stiger temperaturen også. Varm luft har ved samme tryk lavere tæthed end koldere luft. Ladeluftkøleren kan derfor øge den luftmasse, der kan være i et bestemt volumen ved det pågældende tryk.
Den skaber ikke ilt og tilfører ikke brændstof. Den ændrer temperaturbetingelserne for motorens fyldning og forbrænding. På en benzinmotor kan køligere ladeluft desuden være relevant for modstanden mod bankende forbrænding; den endelige ydelse afhænger stadig af motor og styring.
Luft-til-luft: direkte varmeafgivelse
I en luft-til-luft-køler løber den komprimerede luft gennem lukkede kanaler. Udeluft strømmer mellem andre overflader og lameller, så varmen ledes gennem metallet og afgives. De to luftstrømme skal ikke blandes.
Køleren kan eksempelvis sidde foran i bilen, men placeringen afhænger af konstruktionen. Luftføringen er en del af løsningen: en stor kerne hjælper kun begrænset, hvis luften omkring den ikke kan passere hensigtsmæssigt. En almindelig passiv varmeveksler køler heller ikke ladeluften ned under temperaturen på det medium, der køler den.
Luft-til-væske: endnu et kredsløb
En luft-til-væske-køler overfører varmen til kølevæske. Væsken transporterer varmen videre til en anden varmeveksler, hvor den afgives til omgivelserne. Konstruktionen kan give frihed til en kompakt placering tæt ved motorens indsugning.
Til gengæld skal væskesidens cirkulation og varmeafgivelse fungere. Et svagt resultat behøver derfor ikke skyldes selve ladeluftkøleren; pumpe og det øvrige kredsløb kan være relevante. Kølevæsken er ikke nødvendigvis del af præcis det samme temperaturkredsløb som motorens almindelige køling.
Trykfald er prisen for modstand
Luften møder modstand gennem kanaler, lameller og samlinger. Trykket efter køleren kan derfor være lavere end før den. Mere køleareal, kanalernes form og luftens vej skal afbalanceres, så varmeafgivelsen ikke købes med et uhensigtsmæssigt tryktab.
Et praktisk eksempel er to kølere med samme ydre størrelse, men forskelligt indre: de kan have meget forskellige temperatur- og trykegenskaber. En stor frontflade alene dokumenterer ikke en forbedring. Under gentagen belastning er kølerens evne til at blive ved med at afgive varme også vigtig.
Utætheder og tab af motorkraft
Revner eller utætte slangesamlinger kan lade ladeluft slippe ud, før den når motoren. Der kan optræde susen, utilstrækkeligt ladetryk eller reduceret motorkraft. Ingen af delene beviser dog, at køleren er defekt; regulering, turbo og andre dele af indsugningen skal også undersøges.
En faglig kontrol ser derfor på hele luftvejen og sammenholder tryk og temperatur under kendte forhold. Ladeluftkøleren må ikke forveksles med AC-kondensatoren, som arbejder med kølemiddel, selv om begge kan ligne en lille køler foran i bilen.